Pistacie tiramisu
Cremet pistacie-tiramisu med kaffe, luftige lag af mascarpone og masser af pistaciesmag. Toppet med kakaopulver og sprøde pistacienødder.

Ingrediensliste
- 500 g. mascarpone
- 5 dl. piskefløde
- 120 g. flormelis
- 2 tsk. vaniljesukker
- 380 g. pistaciecreme
- Ca. 400 g. ladyfingers
- 5 dl. stærk kaffe eller espresso
- Evt. 1-1,25 dl. amaretto
- 100 g. pistacienødder
- Kakaopulver til toppen
Fremgangsmåde
Start med at lave kaffen, og lad den køle helt af. Hvis du er til Amaretto, kan du blande den i den kolde kaffe. Jeg synes personligt, det er super lækkert, fordi det giver lidt ekstra dybde og passer virkelig godt sammen med pistacie og kaffe. Hæld blandingen i en bred skål eller et fad, så det er nemt at dyppe ladyfingers i senere.
Pisk piskefløden til en blød og luftig flødeskum. Den skal kunne holde formen, men pas på ikke at piske den for stiv. Rør mascarpone sammen med flormelis, vanilje og 280 g pistaciecreme, indtil du har en helt glat og ensartet creme. Vend derefter flødeskummet forsigtigt i mascarponeblandingen lidt ad gangen, så pistaciecremen bliver let og luftig.
Dyp ladyfingers hurtigt i den kolde kaffe, eventuelt med Amaretto. De skal kun have ganske kort tid i væsken, da de ellers bliver for bløde. Læg dem tæt ved siden af hinanden i bunden af et stort fad, indtil hele bunden er dækket.
Fordel halvdelen af pistaciecremen jævnt oven på ladyfingers. Smelt derefter de sidste 100 g pistaciecreme meget forsigtigt, så den bliver mere flydende og nem at fordele, men uden at den bliver varm. Det kan eksempelvis gøres ganske kort i mikroovnen ad få sekunder eller forsigtigt over vandbad. Hæld eller sprøjt den flydende pistaciecreme ud over det første lag creme.
Lav nu endnu et lag med ladyfingers, der igen hurtigt dyppes i kaffen, og fordel derefter resten af pistaciecremen ovenpå. Glat toppen ud, og sæt tiramisuen på køl i minimum 6 timer, men allerhelst natten over. Det giver ladyfingers tid til at blive bløde og suge smagen fra kaffen, samtidig med at cremen får lov til at sætte sig.
Lige inden servering sigtes et godt lag kakaopulver hen over hele toppen. Hak de 100 g pistacienødder groft, og fordel dem gavmildt oven på kakaopulveret. Server tiramisuen direkte fra køl.
Voila - velbekomme!