Mit madunivers

Jeg har altid elsket at stå i et køkken, hvilket mine forældre til tider også har været en smule udfordrede på :)

Da jeg flyttede hjemmefra som 17-årig, var det en befrielse selv at kunne bestemme, hvornår og hvad jeg ville lave i køkkenet. Jeg har altid været meget selvstændig og lært gennem mine egne erfaringer, og det afspejler sig også i min måde at lave mad på. Som barn drømte jeg om at blive konditor, men med tiden har jeg fundet min største passion i det salte køkken, hvor jeg elsker at eksperimentere, prøve nye ting og udfordre mig selv.

Jeg elsker at inspirere andre til at være kreative bag komfuret. Min mad tager ofte inspiration fra køkkener og kulturer fra hele verden, og jeg elsker at rejse. Ikke kun for stederne, men i lige så høj grad for smagene. Autentiske retter, nye krydderier og teknikker, jeg ikke kender i forvejen, vækker min nysgerrighed og giver mig masser af inspiration med hjem i mit eget køkken.

Ved siden af hjemmesiden deler jeg også min hverdag på sociale medier, særligt TikTok, hvor jeg elsker at lave autentiske videoer med fokus på mad og livsstil. For mig handler det ikke om, at alt skal være perfekt, men om at dele inspiration på en måde, der føles ægte, personlig og til at relatere til. Her får madlavning lov til at fylde meget, men der er også plads til alt det andet, der følger med hverdagen.

For mig behøver mad heller ikke altid at være nemt eller hurtigt. Ja, kopnudler er praktiske i en travl hverdag, men laver du en rigtig god, hjemmelavet ramen bare én gang, tør jeg godt love, at det bliver svært at vende tilbage til den hurtige og lidt kedelige løsning igen.

Lærke Refsing Kjer <3