Cæsarsalat

 Café-Cæsarsalater imponerer sjældent – men den her gør. Med ægte Cæsardressing, sprøde salatblade og masser af smag!

Ingrediensliste

  • ca. 10 blade hjertesalat
  • 3 skiver daggammelt franskbrød
  • 6 skiver bacon
  • 6 små kyllingefileter (ca. 400 g)
  • 2 æg
  • ca. 1 dl mel & 2 dl. panko rasp til panering
  • 2 spsk. olivenolie
  • Friskrevet parmesan til topping

Dressing

  • 5 ansjosfileter 
  • 2 tsk. dijonsennep
  • 2 æggeblommer
  • 1,5 dl. olie 
  • Saften fra en halv citron
  • 50 g. parmesan 
  • 1 håndfuld persille
  • Salt & peber

Fremgangsmåde

Start med at lave dressingen. Kom ansjosfileter, æggeblommer, dijonsennep, citronsaft, frisk persille og en smule salt og peber i en minihakker – eller i en høj beholder, hvis du bruger stavblender – og blend det hele godt sammen. Tilsæt derefter olien lidt efter lidt, mens du blender, indtil dressingen samler sig og får en lækker, cremet konsistens. Til sidst tilsættes parmesan, og dressingen får en sidste tur, så den bliver helt jævn. Hæld den færdige dressing i et glas eller en squeeze-flaske, og stil den på køl, mens resten tilberedes.

Nu er det kyllingens tur. Vend fileterne først i mel, derefter i sammenpisket æg og til sidst i panko. De kan steges på panden i lidt olie, bages i ovnen – eller tilberedes i airfryeren, som jeg gør. Jeg giver dem cirka 20 minutter ved 200 grader, indtil paneringen er perfekt gylden og sprød.

Skær franskbrødet i tern, og vend dem med olivenolie samt et godt drys salt og peber. Rist dem i ovnen eller i airfryeren ved 180 grader, indtil de er sprøde og lækre.

Steg bacon på panden eller i airfryeren, og lad dem dryppe af på køkkenrulle, så de bliver helt sprøde og uden overskydende fedt.

Til sidst samles salaten. Læg fem friske blade hjertesalat i bunden af en skål eller på en tallerken. Top med kyllingen skåret i skiver, hæld en god mængde af den cremede dressing over, fordel det sprøde bacon, riv frisk parmesan over og afslut med de gyldne, hjemmelavede croutoner.

Voila - velbekomme! 

Opskriften rækker til ca. 2 portioner, og der kan findes en step by step video på min TikTok herunder❤️