Julecheesecake

Cremet cheesecake med Bastogne-bund, vaniljemousse og kirsebærsauce!

Ingrediensliste

Bund

  • 300 g. Bastogne/kanelkiks 
  • 120 g. smeltet smør

Mousse 

  • 400 g. flødeost
  • 100 g. flormelis
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • Kornene fra 1 vaniljestang
  • 3,5 dl. piskefløde
  • 4 blade husblas

Kirsebærgelé 

  • 500 g. kirsebærsauce
  • 4 blade husblas
  • En håndfuld hakkede ristede mandler

Fremgangsmåde.

Knus kiksene helt fint, enten i en foodprocessor eller i en pose med en kagerulle/kødhammer. Bland kiksekrummerne grundigt med det smeltede smør. Fordel blandingen i en springform på 24–26 cm med bagepapir i bunden, og pres bunden godt sammen, så den bliver kompakt og jævn. Sæt formen på køl, mens ostecremen laves.

Læg husblassen i blød i rigeligt koldt vand i ca. 10 minutter. Rør flødeost, flormelis og vaniljesukker, samt korn sammen i en skål, indtil massen er helt glat og uden klumper. Pisk fløden til en blød og luftig skum – den må ikke blive for stiv. Vend flødeskummet forsigtigt ned i ostecremen.  Tag husblassen op af vandet og smelt den forsigtigt i en lille gryde eller i mikroovn. Rør et par spiseskefulde af flødeostemassen i den smeltede husblas for at temperere den, og hæld derefter husblasblandingen tilbage i resten af flødeostemassen under omrøring.  Fordel moussen oven på den kolde kiksebund og glat overfladen. Sæt kagen på køl i 3–4 timer, eller indtil moussen er fast.

Nu til kirsebærgeléen. Læg husblassen i blød i koldt vand i ca. 10 minutter. Sigt kirsebærerne fra saucen (de kan bruges som topping på is, skyr, grød eller andet). Varm så halvdelen af kirsebærsaucen forsigtigt op i en gryde – den må ikke koge. Tag husblassen op af vandet og rør den ud i den varme sauce, indtil den er helt opløst. Rør resten af den kolde kirsebærsauce i, og lad blandingen køle af, indtil den er håndvarm men stadig flydende. Hæld geléen forsigtigt over den faste cheesecake, og sæt kagen tilbage på køl i mindst 2–3 timer, til geléen er helt stivnet.

Top med en håndfuld hakkede ristede mandler.

Voila - velbekomme!


Opskriften rækker til 8-10 personer, og der kan findes en step by step video på min TikTok herunder❤️